Katte generelt
Som Piet Hein skrev for en del år siden:
“Lille kat på vejen der, hvis er du – jeg er sgu min egen”.
I mange tilfælde passer dette citat på vore katte, som vi holder som kæledyr.
Katte har kort snude, meget kraftige tænder, og forholdsvis små ører. Katte har duftkirtler (analkirtler), som sidder på hver side af endetarmsåbningen. Hankatten er normalt større end hunnen.
Fra naturens side er katte mest aktive i skumringen og om natten. Katte er normalt drægtige (gravide) i 62 – 67 dage. De føder normalt 2 – 6 killinger, som fødes blinde. Killingerne åbner øjnene ca. 10 dage efter de er født og vil kunne klare sig selv efter ca. 2 – 3 måneder.
Før man anskaffer sig en kat, er det en god idé at gøre sig overvejelser om, hvad det vil sige at passe og pleje et nyt “familiemedlem”. Man kan evt. spørge dyrlæge eller andre, der har god forstand på katte om råd og vejledning. Endvidere kan man konsultere de forskellige specialklubber, som kan vejlede med oplysning om katteracer.